Så fat det dog! Jeg skal IKKE SÆLGE NOGET!

Af og til sker det, at visse blade og magasiner, synes det er på tide at høre hvad deres læsere egentlig mener om dem, hvorfor de forsyner os med abonnenters navne og telefonnumre, så vi kan ringe dem op og spørge om vi må emaile dem et link til en læseranalyse på nettet. Her skal det siges, at pågældende blad oftest allerede har abonnenternes email-adresser, men da de har lovet ikke at videregive den til 3. part, er vi nødt til at spørge efter dem, fordi et analyseinstitut så absolut må betragtes som 3. part. Desuden ville mange nok betragte det som spam, hvis et blad pludselig udsendte invitationer til sådan en analyse uden at spørge folk først, selvom det teknisk set ikke er det (da det ikke ville være i direkte kommercielt øjemed). Men altså: blade/magasiner, læseranalyse blandt abonnenter, email-adresser (eller mangel på samme) og analyseinstitutter.

Paranoia-folket

For det første er der en uhyggelig stor skare af folk, som er bange for at udlevere deres email-adresse — og det er på trods af, at jeg lige har ringet dem op, spurgt personligt efter abonnenten og sagt, at jeg ringer fordi de abonnerer på bladet. Ud over at det beviser, at jeg med stor sandsynlighed har fået nummeret fra bladet (med mindre jeg bare gætter mig frem og ringer rundt på må og få indtil jeg tilfældigvis finder en af de få abonnenter på bladet), så afslører det også at jeg allerede er i besiddelse af deres navn, telefonnummer, samt det faktum at de abonnerer på pågældende blad. Alene navn og telefonnummer er nok til, at jeg ville kunne lave en hurtig søgning på Krak eller De Gule Sider og finde deres adresse, hvorefter det ville være en smal sag at tage et kig i deres skrald og finde ting som f.eks. breve fra deres bank, kommunen, arbejde og andre spændende sager, hvilket kunne give mig oplysninger som f.eks. hvilken bank de har, evt. et kontonummer, CPR-nummer, arbejdsplads og stilling og hvad der nu ellers kan stå af gode sager i sådanne breve, hvorefter det ville være temmelig let at udgive sig for at være f.eks. en medarbejder fra deres bank og lokke endnu mere information fra dem.

Hvis det var fordi jeg ville dem noget ondt, så er der tusindvis af smartere måder end at ringe til dem og bede om deres email-adresse, som i sig selv ikke rigtig gør nogen forskel i sådan et henseende. Desuden er jeg ret sikker på, at samme flok paranoia-får jævnligt tjekker mail og Facebook fra deres misrøgtede, keylogger-ramte og virusbefængte Windows-maskine, som ikke har set skyggen af antivirus eller malware removal, siden deres trial-licens på Norton Antivirus udløb i ‘98. Smart måde at prioritere sin privatlivsbeskyttelse på folkens! Real fucking clever!

Frivilligt døve-forbund

Ud over de paranoide klaphatte, som virkelig tror de har gennemskuet mig og mine onde planer, har vi de pseudo-hørehæmmede, som sikkert er i stand til — men pure nægter — at høre hvad man siger. Som regel når man lige at sige sit navn og, at man ringer på vegne af det her blad (som mange af de der tager telefonen abonnerer på!) og så får man en: “Nej tak, jeg skal ikke købe noget“, og uanset hvor tit man siger at man heller ikke skal sælge noget og, at man ringer fordi de allerede modtager bladet, så når det aldrig igennem. Det eneste de hører er tilsyneladende en ikke-eksisterende salgstale leveret fra et parallelunivers, hvor jeg åbenbart ikke er interviewer, men telefonsælger. Og så lægger de på. Det er selvfølgelig lidt noget andet, når det ikke er abonnenten der tager telefonen, men som regel når man aldrig at spørge efter abonnenten, fordi der bliver sagt “nej, vi er ikke interesserede” og lagt på, længe før man overhovedet når at sige andet end: “jeg ringer på vegne af [blad]“.

Nu er jeg heller ikke selv den store fan af telefonsælgere, men jeg lader da folk sige hvorfor de ringer og hvem de vil snakke med, før jeg enten siger nej tak eller giver telefonen videre til rette person. Alt andet er direkte uhøfligt, pisse irriterende og egentlig rimelig pinligt. De fleste burde da kunne genkende navnet på et blad som deres samlever/kone/mand abonnerer på, med mindre de selvfølgelig har den slags samliv hvor man ikke rigtig . . . øhm . . . er sammen! Det mest ironiske ved det hele er, at det ofte er ældre/gamle mennesker (som har det åh så svært med nutidens uopdragne, uhøflige, uanstændige, skidt-talende og forfejlede ungdom), der laver døve-stuntet. Det skulle ikke undre mig om det er de samme folk, som stemmer Dansk Folkeparti, fordi “de forbandede perkere bare skal sendes hjem hvor de kommer fra“, og samtidig prædiker næstekærlighed efter forgodtbefindende. Gamle idioter er der nok af, men heldigvis dør de med al sandsynlighed længe før jeg, så jeg væbner mig med tålmod og håber på at gammelmandsidioti er en generationsbestemt sygdom, der uddør med de nuværende gamle idioter. (Ja-ja, det er optimistisk, men enhver tekst har brug for lidt optimisme blandt al pessimismen — det vil enhver anstændig forfatter give mig ret i.)

Og resten

Der er selvfølgelig også de mere individuelle fjolser. Ekspertfjolser, som forstår at tænke udenfor boksen og præsentere interviewere for hidtil uset/uhørt — og absolut ukategorisérbar — idioti. Her taler vi ikke om folk, som straks antager, at man vil sælge dem noget, fordi man nævner et blad. Vi taler heller ikke om folk, som ikke helt er trygge ved at man ringer og beder om deres email-adresse. Nej. Vi har her at gøre med folk, som rent faktisk hører en hel masse ting — stemmer måske? — som ikke engang tilnærmelsesvis har noget med virkeligheden at gøre. F.eks. som når man rent faktisk får fat i abonnenten, som så viser sig at have opsagt sit abonnement for 6 måneder siden, og man siger, at man så beklager forstyrrelsen, da læseranalysen kun er for nuværende abonnenter, hvorpå de straks begynder at råbe op om, at de overhovedet ikke er interesserede at genoptage abonnementet. . . . . . . HVAD?!?!? . . . Ikke alene bliver man fuldstændig overrumplet af det vanvittige (og på sin vis imponerende) konklusions-kvantespring, som de lige har foretaget, man bliver også lamslået over hvor meget sådanne folk egentlig ikke hører af det, der rent faktisk bliver sagt, samtidig med, at de åbenbart hører en hel del, der rent faktisk ikke bliver sagt.

Et enkeltstående tilfælde, som kræver at blive nævnt, var en abonnent, som ganske rigtigt abonnerede på bladet og rent faktisk lod mig sige hvem jeg var og hvad jeg ville. (Remember? Læseranalyse blandt abonenter.) Helt umotiveret begyndte hun så at fortælle, at hun rigtig nok modtog bladet, men ikke havde betalt den sidste regning, så det var nok snart slut, hvorefter den helt store snak for den syge moster fulgte, og inden jeg kunne nå at få klemt et ord ind i det stramtvævede tæppe af undskyldninger og beklagelser, lagde hun på.

Samtidig er der de helt sædvanlige kegler, som ikke kan forstå forskellen på: “ringer på vegne af” og “ringer fra“, så ud over at man skal høre på alle idioterne listet ovenfor, må man også høre på folk klynke og vræle over, at de ikke har fået de to sidste numre af bladet og “det er også for dårligt“, og man må lægge øre til temmelig mange ufine gloser, fordi folk simpelthen er ude af stand til at fatte, at jeg ikke har andet med bladet at gøre end, at de indirekte betaler mig for at skulle trækkes med den flok røvhuller, de kalder abonnenter.

“Du må have en god aften. Hej!” (Klaphat!)

90% af Slagelse er fjolser

Det er i hvert fald den følelse man sidder tilbage med, når man i 5 timer har ringet rundt til folk fra Slagelse og omegn for at bruge 1–2 minutter af deres kostbare tid på at spørge om man må emaile dem et spørgeskema i forbindelse med en undersøgelse om offentlig transport i Slagelse og omegn. Måske hader folk i Slagelse (og omegn) bare offentlig transport mere end normalt, måske slog offentlig transport deres kollektive forældre ihjel — overlagt endda! Måske betaler folk i Slagelse 180% i skat for deres offentlige transport og er derfor misundelige på alle vi andre, som betaler under 100%. Måske bliver alle folk i Slagelse bestjålet i det øjeblik de sætter foden i en bus. Puff! Så forsvandt tegnebogen og ravklumpshalskæden, som ellers var et arvestykke fra mormor. Hvad skal man så udsmykke sig med, når man står og føler sig kulturfed i sin gulmelerede nervøs velour-trøje, som er 20 cm for lang og dækker lige præcis den småfede borgerlige røv, som et sammenfaldet iglo-telt, der hænger ned over de sorte, løse, hørbukser, som kun lige akkurat når anklerne, så man stadig kan se de for små sko, som pryder deres plagede fødder gennem hele pausen i den lokale opsætning af Hamlet.
Eller måske er folk (90% af dem) i Slagelse bare fjolser.

Følgende er eksempler på svar og undskyldninger jeg måtte høre på, efterfulgt af hvad jeg sagde til dem og hvad jeg ville have sagt, hvis det ikke var fordi jeg blev fyret for det.

- Respondent: Du skal ikke ringe til mig, jeg har hemmeligt nummer.
- Interviewr: Øh, ok, det må du undskylde så, der er nok sket en fejl. Undskyld forstyrrelsen!
- Respondent: Jeg gider fandme ikke have de her opkald, du kan godt slette mig fra listen. Farvel. [klik]
I virkeligheden mente jeg: Dit nummer er nok ikke så skidehemmeligt igen, når nu vi har fundet numrene ved en simpel søgning på Krak. Vi har hverken cracket TDC , stalket dig eller rodet dit skrald igennem for at finde dit nummer — så interessant er du heller ikke! Desuden skulle du måske overveje at kontakte Folkeregistret og få forskningsbeskyttelse i stedet for at brokke dig til mig, som bare udfører mit job.

- Respondent: Der er desværre ingen i den alder [over 15 år] i husstanden.
- Interviewr: Du må meget undskylde, men du lyder da som om du er over 15…
- Respondent: Nå, jamen det er jeg ikke. Farvel igen.
I virkeligheden mente jeg: Du er jo tydeligvis over 15 — nok snarere nær de 70, så kan du da for helvede ikke bare sige, at du ikke har lyst til at være med og så kan vi alle komme videre med vores liv.

- Respondent: Hvad var det du hed?
- Interviewr: Jeg hedder [navn]. Vi er i gang med en undersøgelse om-
- Respondent: Hvor sidder du henne?
- Interviewr: I [by]. Som sagt drejer undersøgelsen sig-
- Respondent: Hop på toget og kom herover og stil spørgsmålene, så vil jeg gerne svare.
- Interviewr: Det er så desværre ikke en mulighed, selvom det sikkert kunne være mægtig hyggeligt. Vi laver kun den her undersøgelse over nettet, så må jeg ikke sende dig en mail i stedet?
- Respondent: Nej. Hop på toget, så får du en øl og en buket roser, når du kommer.
- Interviewr: Hehe… Det kan jeg desværre ikke, men tak for tilbudet. Undskyld forstyrrelsen og farvel igen.
I virkeligheden mente jeg: Åh, du er simpelthen så sjov. Jeg ligger og ruller rundt på gulvet i krampelatter og er lige ved at dø af iltmangel, for du er jo den første i verden, der har fået den idé at tage pis på telefoninterviewere i stedet for bare at sige nej tak. Jeg ved ikke hvilket kick det giver dig, men havde du stået ved siden af mig under samtalen, så havde det kick nok siddet lige i tænderne på dig, smartass. Du spilder min tid.

- Interviewr: Goddag, jeg hedder [navn]. Jeg ringer fra analyseinstituttet [analyseinstitut]. Må jeg tale med den i husstanden, som er over 15 år og sidst har haft fødselsdag?
- Respondent: Nej, det gider hun ikke.
- Interviewr: Ok, det er selvfølgelig i orden, men jeg vil nu meget gerne have lov at spørge hende selv, hvis det er i orden?
- Respondent: Nej, det har ingen interesse og I kan godt spare jer at ringe en anden gang. Vi gider ikke de her undersøgelser. Du kan godt slette vores nummer og lade være med at ringe igen.
- Interviewr: Ok, javel. Jeg kan desværre kun sørge for, at vi ikke ringer igen på den her undersøgelse. Hvis I vil være helt fri, så-
- Respondent: Nej, I skal slet ikke ringe igen, vi gider ikke sådan noget.
- Interviewr: Ja, det forstår jeg godt, men det kan jeg desværre ikke klare, så skal I-
- Respondent: Nu hører du lige efter! Vi gider ikke de her undersøgelser og I skal ikke ringe mere!
- Interviewr: Ja! Og jeg prøver på at fortælle hvorda-
- Respondent: [klik]
I virkeligheden mente jeg: Så hør dog lige efter og lad være med at afbryde mig, menneske! Jeg prøver på at fortælle dig hvordan du rent faktisk kan blive fri for nogensinde at blive ringet op af analyseinstitutter igen — jeg gør dig rent faktisk en tjeneste! Eller måske ikke? Måske foretrækker du, at der ringer nogen engang imellem, så du kan komme af med al din indestængte vrede over dit forfejlede liv og dit elendige forhold til dine børn. Og hvorfor helvede må jeg ikke tale med din kone? (Hvis det da var hende, der var “hende”.) Hun kan vel selv finde ud af at sige: “nej tak” — eller er det fordi du ikke vil have hun taler med andre mennesker? Chauvanistiske klaphat! Er du bange for, hun på en eller anden måde kommer til at røbe, at der er skeletter i skabet derhjemme? Bare rolig, jeg ringer ikke for at dømme folk. Jeg gør det nu gerne gratis oveni — det er sådan en slags plusservice, jeg tilbyder.

- Respondent: Jeg bruger slet ikke offentlig transport. Jeg kører bil.
- Interviewr: Ok. Vi vil nu meget gerne have dig med alligevel. Det er jo vigtigt for statistikken at alle parter er repræsenterede.
- Respondent: Ja. Det er i orden. Farvel. [klik]
I virkeligheden mente jeg: Hold nu kæft! Du ved jo godt, at det ikke er en undskyldning og at vi stadig gerne vil have dig med i statistikken. Og hvad er det, der er i orden? (Hvorfor siger alle folk: “det er i orden. Farvel!”) Hørte du mig sige: “undskyld”? For så er det da en fejl. Jeg vil sgu ikke undskylde for noget som helst.

- Respondent: Nej, jeg skal ikke være med i nogen analyse og du skal ikke ringe midt i maden.
- Interviewr: Nå for søren. Det må du da undskylde. Kan jeg ringe igen på et tidspunkt, hvor du har bedre tid?
- Respondent: Nej, jeg tror du skal finde en anden. Farvel!
I virkeligheden mente jeg: Jeg nåede ikke engang at fortælle dig hvad undersøgelsen går ud på? Og hvordan forventer du, at jeg skal kunne regne ud, at jeg ringer midt i maden? Jeg har ikke en jordisk chance for at gætte, at du spiser kl. 20:30! Og “tror” du, at jeg skal finde en anden? Jeg “tror”, at du ikke kan finde ud af bare at sige: “nej tak, jeg vil ikke deltage” og stå ved dine ord. Ynkeligt!

- Respondent: Hej, det er [navn]. (Tydeligvis en lille knægt.)
- Interviewr: Hejsa, jeg hedder [navn]. Jeg ringer fra analyseinstituttet [analyseinstitut]. Må jeg tale med din far eller mor?
- Respondent: Ja. (I baggrunden: “Fa-ar, det er noget analyse-noget. Han vil gerne snakke med dig.”)
- Faderen (i baggrunden): “Nå! Sig til ham, at de kan rende mig.
- Respondent: Han siger, at I kan rende ham.
- Interviewr: Øh, nå… Ok. Jamen, undskyld forstyrrelsen. Farvel igen.
I virkeligheden mente jeg: Få lige din far i røret, og så skal jeg fortælle ham en ting eller to. Man lærer krafteddeme ikke sin søn sådan en tone overfor fremmede folk, som ellers taler pænt og høfligt til en. Hvis de talte sådan til ham et sted, hvor han kom for f.eks. at aflevere en ansøgning, så ville han nok tage sin ansøgning med sig tilbage igen og næppe tale pænt om stedet til andre. Hils din far og sig, at han er til grin og at jeg håber han falder i en vulkan.

Og jeg kunne blive ved… Alt dette er bare nogle af de mest grelle eksempler fra de ca. 5 timer jeg sad på undersøgelsen. Alternativet til at poste det her, var at købe en bombe i Nordkorea og dumpe den midt i Slagelse og fuldstændig fjerne egnen fra landkortet… Computerspil gør ikke folk voldelige — tumper fra Slagelse gør.

Velkommen

Denne blog eksisterer med det formål at forhindre at jeg slår nogen ihjel. Visse folk er ganske vist idioter og fortjener at dø, men uanset hvor gerne jeg vil gøre en ende på deres sølle, forsmåede og meningsløse liv, så er og bliver det nu engang pisse-ulovligt at begå medlidenhedsdrab på andre af medlidenhed med sig selv.

Jeg arbejder som telefoninterviewer for et analyseinstitut og må finde mig i at høre på meget lort i løbet af en dag. Her har jeg tænkt mig at spytte galde over de fjolser, som tror, de er sjove, at de kan tale til fremmede mennesker (som taler høfligt til dem) som det passer dem, at de på en eller anden måde er fredede fra opkald fra analyseinstitutter selvom de ikke er tilmeldt forskerbeskyttelse, at jeg kan regne ud præcis hvornår de har — og ikke har — tid til at svare på spørgsmål og ringe derefter eller at jeg på magisk vis kan få alle analyseinstitutter i verden til at holde op med at ringe til dem, fordi de beder mig om det.

Her har jeg tænkt mig at sige alt det, som jeg ikke må sige til fjolserne, når de er i røret. Her kaldes en spade for en spade og en idiot for en idiot. Her er en havn for de fortabte interviewersjæle, som må ringe rundt til alle sure mennesker i hele verden. Her er et opråb til alle fjolserne i verden, som tror, at jeg ringer til dem udelukkende for at genere dem. Her er en virtuel dolk i fjæset på de selvfede tabere, som føler sig for vigtige til at afsætte 5 minutter af deres taber-tid til at besvare nogle få, simple spørgsmål, som måske kan resultere i f.eks. bedre offentlig transport i det her statistikparanoide u-land.