90% af Slagelse er fjolser

Det er i hvert fald den følelse man sidder tilbage med, når man i 5 timer har ringet rundt til folk fra Slagelse og omegn for at bruge 1–2 minutter af deres kostbare tid på at spørge om man må emaile dem et spørgeskema i forbindelse med en undersøgelse om offentlig transport i Slagelse og omegn. Måske hader folk i Slagelse (og omegn) bare offentlig transport mere end normalt, måske slog offentlig transport deres kollektive forældre ihjel — overlagt endda! Måske betaler folk i Slagelse 180% i skat for deres offentlige transport og er derfor misundelige på alle vi andre, som betaler under 100%. Måske bliver alle folk i Slagelse bestjålet i det øjeblik de sætter foden i en bus. Puff! Så forsvandt tegnebogen og ravklumpshalskæden, som ellers var et arvestykke fra mormor. Hvad skal man så udsmykke sig med, når man står og føler sig kulturfed i sin gulmelerede nervøs velour-trøje, som er 20 cm for lang og dækker lige præcis den småfede borgerlige røv, som et sammenfaldet iglo-telt, der hænger ned over de sorte, løse, hørbukser, som kun lige akkurat når anklerne, så man stadig kan se de for små sko, som pryder deres plagede fødder gennem hele pausen i den lokale opsætning af Hamlet.
Eller måske er folk (90% af dem) i Slagelse bare fjolser.

Følgende er eksempler på svar og undskyldninger jeg måtte høre på, efterfulgt af hvad jeg sagde til dem og hvad jeg ville have sagt, hvis det ikke var fordi jeg blev fyret for det.

- Respondent: Du skal ikke ringe til mig, jeg har hemmeligt nummer.
- Interviewr: Øh, ok, det må du undskylde så, der er nok sket en fejl. Undskyld forstyrrelsen!
- Respondent: Jeg gider fandme ikke have de her opkald, du kan godt slette mig fra listen. Farvel. [klik]
I virkeligheden mente jeg: Dit nummer er nok ikke så skidehemmeligt igen, når nu vi har fundet numrene ved en simpel søgning på Krak. Vi har hverken cracket TDC , stalket dig eller rodet dit skrald igennem for at finde dit nummer — så interessant er du heller ikke! Desuden skulle du måske overveje at kontakte Folkeregistret og få forskningsbeskyttelse i stedet for at brokke dig til mig, som bare udfører mit job.

- Respondent: Der er desværre ingen i den alder [over 15 år] i husstanden.
- Interviewr: Du må meget undskylde, men du lyder da som om du er over 15…
- Respondent: Nå, jamen det er jeg ikke. Farvel igen.
I virkeligheden mente jeg: Du er jo tydeligvis over 15 — nok snarere nær de 70, så kan du da for helvede ikke bare sige, at du ikke har lyst til at være med og så kan vi alle komme videre med vores liv.

- Respondent: Hvad var det du hed?
- Interviewr: Jeg hedder [navn]. Vi er i gang med en undersøgelse om-
- Respondent: Hvor sidder du henne?
- Interviewr: I [by]. Som sagt drejer undersøgelsen sig-
- Respondent: Hop på toget og kom herover og stil spørgsmålene, så vil jeg gerne svare.
- Interviewr: Det er så desværre ikke en mulighed, selvom det sikkert kunne være mægtig hyggeligt. Vi laver kun den her undersøgelse over nettet, så må jeg ikke sende dig en mail i stedet?
- Respondent: Nej. Hop på toget, så får du en øl og en buket roser, når du kommer.
- Interviewr: Hehe… Det kan jeg desværre ikke, men tak for tilbudet. Undskyld forstyrrelsen og farvel igen.
I virkeligheden mente jeg: Åh, du er simpelthen så sjov. Jeg ligger og ruller rundt på gulvet i krampelatter og er lige ved at dø af iltmangel, for du er jo den første i verden, der har fået den idé at tage pis på telefoninterviewere i stedet for bare at sige nej tak. Jeg ved ikke hvilket kick det giver dig, men havde du stået ved siden af mig under samtalen, så havde det kick nok siddet lige i tænderne på dig, smartass. Du spilder min tid.

- Interviewr: Goddag, jeg hedder [navn]. Jeg ringer fra analyseinstituttet [analyseinstitut]. Må jeg tale med den i husstanden, som er over 15 år og sidst har haft fødselsdag?
- Respondent: Nej, det gider hun ikke.
- Interviewr: Ok, det er selvfølgelig i orden, men jeg vil nu meget gerne have lov at spørge hende selv, hvis det er i orden?
- Respondent: Nej, det har ingen interesse og I kan godt spare jer at ringe en anden gang. Vi gider ikke de her undersøgelser. Du kan godt slette vores nummer og lade være med at ringe igen.
- Interviewr: Ok, javel. Jeg kan desværre kun sørge for, at vi ikke ringer igen på den her undersøgelse. Hvis I vil være helt fri, så-
- Respondent: Nej, I skal slet ikke ringe igen, vi gider ikke sådan noget.
- Interviewr: Ja, det forstår jeg godt, men det kan jeg desværre ikke klare, så skal I-
- Respondent: Nu hører du lige efter! Vi gider ikke de her undersøgelser og I skal ikke ringe mere!
- Interviewr: Ja! Og jeg prøver på at fortælle hvorda-
- Respondent: [klik]
I virkeligheden mente jeg: Så hør dog lige efter og lad være med at afbryde mig, menneske! Jeg prøver på at fortælle dig hvordan du rent faktisk kan blive fri for nogensinde at blive ringet op af analyseinstitutter igen — jeg gør dig rent faktisk en tjeneste! Eller måske ikke? Måske foretrækker du, at der ringer nogen engang imellem, så du kan komme af med al din indestængte vrede over dit forfejlede liv og dit elendige forhold til dine børn. Og hvorfor helvede må jeg ikke tale med din kone? (Hvis det da var hende, der var “hende”.) Hun kan vel selv finde ud af at sige: “nej tak” — eller er det fordi du ikke vil have hun taler med andre mennesker? Chauvanistiske klaphat! Er du bange for, hun på en eller anden måde kommer til at røbe, at der er skeletter i skabet derhjemme? Bare rolig, jeg ringer ikke for at dømme folk. Jeg gør det nu gerne gratis oveni — det er sådan en slags plusservice, jeg tilbyder.

- Respondent: Jeg bruger slet ikke offentlig transport. Jeg kører bil.
- Interviewr: Ok. Vi vil nu meget gerne have dig med alligevel. Det er jo vigtigt for statistikken at alle parter er repræsenterede.
- Respondent: Ja. Det er i orden. Farvel. [klik]
I virkeligheden mente jeg: Hold nu kæft! Du ved jo godt, at det ikke er en undskyldning og at vi stadig gerne vil have dig med i statistikken. Og hvad er det, der er i orden? (Hvorfor siger alle folk: “det er i orden. Farvel!”) Hørte du mig sige: “undskyld”? For så er det da en fejl. Jeg vil sgu ikke undskylde for noget som helst.

- Respondent: Nej, jeg skal ikke være med i nogen analyse og du skal ikke ringe midt i maden.
- Interviewr: Nå for søren. Det må du da undskylde. Kan jeg ringe igen på et tidspunkt, hvor du har bedre tid?
- Respondent: Nej, jeg tror du skal finde en anden. Farvel!
I virkeligheden mente jeg: Jeg nåede ikke engang at fortælle dig hvad undersøgelsen går ud på? Og hvordan forventer du, at jeg skal kunne regne ud, at jeg ringer midt i maden? Jeg har ikke en jordisk chance for at gætte, at du spiser kl. 20:30! Og “tror” du, at jeg skal finde en anden? Jeg “tror”, at du ikke kan finde ud af bare at sige: “nej tak, jeg vil ikke deltage” og stå ved dine ord. Ynkeligt!

- Respondent: Hej, det er [navn]. (Tydeligvis en lille knægt.)
- Interviewr: Hejsa, jeg hedder [navn]. Jeg ringer fra analyseinstituttet [analyseinstitut]. Må jeg tale med din far eller mor?
- Respondent: Ja. (I baggrunden: “Fa-ar, det er noget analyse-noget. Han vil gerne snakke med dig.”)
- Faderen (i baggrunden): “Nå! Sig til ham, at de kan rende mig.
- Respondent: Han siger, at I kan rende ham.
- Interviewr: Øh, nå… Ok. Jamen, undskyld forstyrrelsen. Farvel igen.
I virkeligheden mente jeg: Få lige din far i røret, og så skal jeg fortælle ham en ting eller to. Man lærer krafteddeme ikke sin søn sådan en tone overfor fremmede folk, som ellers taler pænt og høfligt til en. Hvis de talte sådan til ham et sted, hvor han kom for f.eks. at aflevere en ansøgning, så ville han nok tage sin ansøgning med sig tilbage igen og næppe tale pænt om stedet til andre. Hils din far og sig, at han er til grin og at jeg håber han falder i en vulkan.

Og jeg kunne blive ved… Alt dette er bare nogle af de mest grelle eksempler fra de ca. 5 timer jeg sad på undersøgelsen. Alternativet til at poste det her, var at købe en bombe i Nordkorea og dumpe den midt i Slagelse og fuldstændig fjerne egnen fra landkortet… Computerspil gør ikke folk voldelige — tumper fra Slagelse gør.