Så fat det dog! Jeg skal IKKE SÆLGE NOGET!

Af og til sker det, at visse blade og magasiner, synes det er på tide at høre hvad deres læsere egentlig mener om dem, hvorfor de forsyner os med abonnenters navne og telefonnumre, så vi kan ringe dem op og spørge om vi må emaile dem et link til en læseranalyse på nettet. Her skal det siges, at pågældende blad oftest allerede har abonnenternes email-adresser, men da de har lovet ikke at videregive den til 3. part, er vi nødt til at spørge efter dem, fordi et analyseinstitut så absolut må betragtes som 3. part. Desuden ville mange nok betragte det som spam, hvis et blad pludselig udsendte invitationer til sådan en analyse uden at spørge folk først, selvom det teknisk set ikke er det (da det ikke ville være i direkte kommercielt øjemed). Men altså: blade/magasiner, læseranalyse blandt abonnenter, email-adresser (eller mangel på samme) og analyseinstitutter.

Paranoia-folket

For det første er der en uhyggelig stor skare af folk, som er bange for at udlevere deres email-adresse — og det er på trods af, at jeg lige har ringet dem op, spurgt personligt efter abonnenten og sagt, at jeg ringer fordi de abonnerer på bladet. Ud over at det beviser, at jeg med stor sandsynlighed har fået nummeret fra bladet (med mindre jeg bare gætter mig frem og ringer rundt på må og få indtil jeg tilfældigvis finder en af de få abonnenter på bladet), så afslører det også at jeg allerede er i besiddelse af deres navn, telefonnummer, samt det faktum at de abonnerer på pågældende blad. Alene navn og telefonnummer er nok til, at jeg ville kunne lave en hurtig søgning på Krak eller De Gule Sider og finde deres adresse, hvorefter det ville være en smal sag at tage et kig i deres skrald og finde ting som f.eks. breve fra deres bank, kommunen, arbejde og andre spændende sager, hvilket kunne give mig oplysninger som f.eks. hvilken bank de har, evt. et kontonummer, CPR-nummer, arbejdsplads og stilling og hvad der nu ellers kan stå af gode sager i sådanne breve, hvorefter det ville være temmelig let at udgive sig for at være f.eks. en medarbejder fra deres bank og lokke endnu mere information fra dem.

Hvis det var fordi jeg ville dem noget ondt, så er der tusindvis af smartere måder end at ringe til dem og bede om deres email-adresse, som i sig selv ikke rigtig gør nogen forskel i sådan et henseende. Desuden er jeg ret sikker på, at samme flok paranoia-får jævnligt tjekker mail og Facebook fra deres misrøgtede, keylogger-ramte og virusbefængte Windows-maskine, som ikke har set skyggen af antivirus eller malware removal, siden deres trial-licens på Norton Antivirus udløb i ‘98. Smart måde at prioritere sin privatlivsbeskyttelse på folkens! Real fucking clever!

Frivilligt døve-forbund

Ud over de paranoide klaphatte, som virkelig tror de har gennemskuet mig og mine onde planer, har vi de pseudo-hørehæmmede, som sikkert er i stand til — men pure nægter — at høre hvad man siger. Som regel når man lige at sige sit navn og, at man ringer på vegne af det her blad (som mange af de der tager telefonen abonnerer på!) og så får man en: “Nej tak, jeg skal ikke købe noget“, og uanset hvor tit man siger at man heller ikke skal sælge noget og, at man ringer fordi de allerede modtager bladet, så når det aldrig igennem. Det eneste de hører er tilsyneladende en ikke-eksisterende salgstale leveret fra et parallelunivers, hvor jeg åbenbart ikke er interviewer, men telefonsælger. Og så lægger de på. Det er selvfølgelig lidt noget andet, når det ikke er abonnenten der tager telefonen, men som regel når man aldrig at spørge efter abonnenten, fordi der bliver sagt “nej, vi er ikke interesserede” og lagt på, længe før man overhovedet når at sige andet end: “jeg ringer på vegne af [blad]“.

Nu er jeg heller ikke selv den store fan af telefonsælgere, men jeg lader da folk sige hvorfor de ringer og hvem de vil snakke med, før jeg enten siger nej tak eller giver telefonen videre til rette person. Alt andet er direkte uhøfligt, pisse irriterende og egentlig rimelig pinligt. De fleste burde da kunne genkende navnet på et blad som deres samlever/kone/mand abonnerer på, med mindre de selvfølgelig har den slags samliv hvor man ikke rigtig . . . øhm . . . er sammen! Det mest ironiske ved det hele er, at det ofte er ældre/gamle mennesker (som har det åh så svært med nutidens uopdragne, uhøflige, uanstændige, skidt-talende og forfejlede ungdom), der laver døve-stuntet. Det skulle ikke undre mig om det er de samme folk, som stemmer Dansk Folkeparti, fordi “de forbandede perkere bare skal sendes hjem hvor de kommer fra“, og samtidig prædiker næstekærlighed efter forgodtbefindende. Gamle idioter er der nok af, men heldigvis dør de med al sandsynlighed længe før jeg, så jeg væbner mig med tålmod og håber på at gammelmandsidioti er en generationsbestemt sygdom, der uddør med de nuværende gamle idioter. (Ja-ja, det er optimistisk, men enhver tekst har brug for lidt optimisme blandt al pessimismen — det vil enhver anstændig forfatter give mig ret i.)

Og resten

Der er selvfølgelig også de mere individuelle fjolser. Ekspertfjolser, som forstår at tænke udenfor boksen og præsentere interviewere for hidtil uset/uhørt — og absolut ukategorisérbar — idioti. Her taler vi ikke om folk, som straks antager, at man vil sælge dem noget, fordi man nævner et blad. Vi taler heller ikke om folk, som ikke helt er trygge ved at man ringer og beder om deres email-adresse. Nej. Vi har her at gøre med folk, som rent faktisk hører en hel masse ting — stemmer måske? — som ikke engang tilnærmelsesvis har noget med virkeligheden at gøre. F.eks. som når man rent faktisk får fat i abonnenten, som så viser sig at have opsagt sit abonnement for 6 måneder siden, og man siger, at man så beklager forstyrrelsen, da læseranalysen kun er for nuværende abonnenter, hvorpå de straks begynder at råbe op om, at de overhovedet ikke er interesserede at genoptage abonnementet. . . . . . . HVAD?!?!? . . . Ikke alene bliver man fuldstændig overrumplet af det vanvittige (og på sin vis imponerende) konklusions-kvantespring, som de lige har foretaget, man bliver også lamslået over hvor meget sådanne folk egentlig ikke hører af det, der rent faktisk bliver sagt, samtidig med, at de åbenbart hører en hel del, der rent faktisk ikke bliver sagt.

Et enkeltstående tilfælde, som kræver at blive nævnt, var en abonnent, som ganske rigtigt abonnerede på bladet og rent faktisk lod mig sige hvem jeg var og hvad jeg ville. (Remember? Læseranalyse blandt abonenter.) Helt umotiveret begyndte hun så at fortælle, at hun rigtig nok modtog bladet, men ikke havde betalt den sidste regning, så det var nok snart slut, hvorefter den helt store snak for den syge moster fulgte, og inden jeg kunne nå at få klemt et ord ind i det stramtvævede tæppe af undskyldninger og beklagelser, lagde hun på.

Samtidig er der de helt sædvanlige kegler, som ikke kan forstå forskellen på: “ringer på vegne af” og “ringer fra“, så ud over at man skal høre på alle idioterne listet ovenfor, må man også høre på folk klynke og vræle over, at de ikke har fået de to sidste numre af bladet og “det er også for dårligt“, og man må lægge øre til temmelig mange ufine gloser, fordi folk simpelthen er ude af stand til at fatte, at jeg ikke har andet med bladet at gøre end, at de indirekte betaler mig for at skulle trækkes med den flok røvhuller, de kalder abonnenter.

“Du må have en god aften. Hej!” (Klaphat!)