Om Interviewr

6. maj, 2008

Interviewr er skrevet af en telefoninterviewer ved et analyseinstitut i Danmark. Han taler med mange sjove, interessante og sære mennesker jævnligt, men engang imellem er der fjolser, som kan ødelægge en ellers fin dag fuld af mærkelige spørgsmål og mindst ligeså mærkelige svar. Det kan være fjolser, som ikke kan finde ud af bare at sige: “nej tak”, men absolut synes, at de er nødt til også lige at drage hans opdragelse i tvivl, eller partout fortælle ham hvor himmelråbende åndssvag han er, fordi han ringer til lige præcis dem — for han gør det jo tydeligvis kun for at genere. Nogle synes også det er i orden at kalde intervieweren for spændende ting som: luder, nar, røvhul og mange andre variationer over samme tema. Det synes intervieweren ikke. Nogle gange bliver han faktisk lidt træt af, at han ikke må sende en lignende svada retur over telefonnettet, for så ville verden så absolut være et sjovere sted at være interviewer. Men det må han ikke. Det siger hans boss. Når bossen nu siger det, så må han hellere overholde det, for ellers bliver han jo nok fyret.

Intervieweren får afløb for sine frustrationer her, hvor han kan skrive alle de ting, som han ikke må sige over telefonen. Samtidig kan man jo håbe, at bare én af idioterne læser bloggen og måske tér sig mere anstændigt overfor den næste sagesløse telefoninterviewer, der tilfældigvis trækker nitten og skal ringe 666.

Intervieweren synes det er i orden, hvis andre telefoninterviewere gerne vil have afløb for deres aggressioner, derfor er de velkommen til at droppe en kommentar — og hvis de virkelig mener det, så kan de måske endda få lov at blogge med her. Bare de skriver en kommentar om, at de gerne vil være med. Hvis de opgiver deres rigtige email-adresse i det dertil egnede felt i kommentarformularen, så kan intervieweren (men ingen andre) se den og kontakte dem med yderligere instrukser.

Note: Intervieweren synes det er synd, hvis analyseinstitutterne skal holdes ansvarlige for hans gøren og laden på denne blog, så hvis du er et af de sure mennesker derude, og denne blog bare har gjort dig endnu mere sur, så skal du måske kommentere her i bloggen, i stedet for at henvende dig til analyseinstitutterne — det er ikke deres skyld, jeg skriver her. Det er sure fjolsers skyld.